Faithlife Sermons

Untitled Sermon

Sermon  •  Submitted
0 ratings
· 2 views
Notes
Transcript
Genesis 1–3 Danish CLV
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag. Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt. Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag. Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag. Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag. Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. Det var himlens og jordens skabelseshistorie. Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen. Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat. Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham. Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.« Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke. Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.« Da sagde Gud Herren til slangen: »Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.« Til kvinden sagde han: »Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.« Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.« Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.
Genesis 11:1–9 Danish CLV
Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.
Genesis 12 Danish CLV
Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.« Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan. Abram tog sin kone Saraj og sin brorsøn Lot og al den rigdom, de havde samlet, og alle de folk, de havde skaffet sig i Karan, og begav sig på vej mod Kana’an, og de kom til Kana’an. Abram drog gennem landet og kom til Sikems helligsted, til Orakel-egen. Dengang boede kana’anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: »Jeg vil give dine efterkommere dette land.« Dér byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. Derfra drog han videre mod bjerglandet øst for Betel, og han slog sit telt op mellem Betel i vest og Aj i øst. Dér byggede han et alter for Herren og påkaldte Herrens navn. Derpå brød han op og drog fra sted til sted, til han kom til Sydlandet. Der blev hungersnød i landet, og fordi hungersnøden knugede landet, drog Abram ned til Egypten for at bo dér som fremmed. Da han nærmede sig Egypten, sagde han til sin kone Saraj: »Jeg ved, du er en smuk kvinde. Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. Sig, at du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig.« Da Abram var kommet til Egypten, så egypterne, at hun var en meget smuk kvinde, og da Faraos stormænd så hende, berømmede de hende over for Farao, og så blev kvinden hentet til Faraos palads. For hendes skyld behandlede Farao Abram godt; han fik får, køer og æsler, trælle og trælkvinder, æselhopper og kameler. Men Herren ramte Farao og hans hus med svære plager på grund af Abrams kone Saraj. Da lod Farao Abram kalde og sagde: »Hvad er det, du har gjort mod mig? Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din hustru? Hvorfor sagde du, at hun var din søster, så jeg tog hende til min hustru? Her har du din hustru, tag hende og gå!« Farao gav nogle mænd befaling til at få Abram og hans kone og alt, hvad han ejede, sendt bort.
Genesis 22:1–19 Danish CLV
Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om. To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen. Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.« Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.« Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.« Så vendte Abraham tilbage til sine karle, og sammen gik de til Be’ersheba, og dér blev Abraham boende.
Exodus 3–4 Danish CLV
Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud. Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.« Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.« Gud sagde videre til Moses: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt. Gå nu og kald Israels ældste sammen, og sig til dem: Herren, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for mig og sagt: ›Jeg er opmærksom på jer og på det, der er overgået jer i Egypten, og jeg har besluttet at føre jer bort fra lidelsen i Egypten, til kana’anæernes, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land, et land der flyder med mælk og honning.‹ De vil høre på dig, og sammen med Israels ældste skal du gå til Egyptens konge og sige til ham: ›Herren, hebræernes Gud, har mødt os. Lad os få lov til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vores Gud.‹ Jeg ved, at egypterkongen ikke vil give jer lov til at gå, hvis ikke han mærker en stærk hånd. Derfor vil jeg række hånden ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå. Og jeg vil lade egypterne fatte velvilje for dette folk, så I ikke kommer til at drage tomhændet bort. Hver kvinde skal bede sine nabokoner og de kvinder, hun har boende i huset, om ting af sølv og guld og om klæder. Det skal I give jeres sønner og døtre at bære. På den måde skal I plyndre Egypten.« Moses svarede: »Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!« Da sagde Herren til ham: »Hvad er det, du har i hånden?« og han svarede: »En stav.« Herren sagde: »Kast den på jorden!« Det gjorde han, og den blev til en slange; Moses ville flygte for den, men Herren sagde til ham: »Ræk hånden ud og grib den i halen!« Da Moses rakte hånden ud og tog fat i den, blev den til en stav i hånden på ham. »Det er, for at de kan tro, at Herren, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har vist sig for dig.« Derpå sagde Herren til ham: »Stik din hånd ind på brystet!« Det gjorde han, og da han trak hånden ud igen, var den blevet spedalsk, hvid som sne. »Stik din hånd ind på brystet igen!« sagde Herren. Det gjorde Moses, og da han trak hånden ud fra brystet, var den igen som resten af kroppen. »Hvis de efter det første tegn ikke tror på dig og ikke vil høre, så vil de tro efter det andet tegn. Men hvis de efter disse to tegn ikke tror og ikke vil høre på dig, skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på jorden; så bliver det vand, du tager fra Nilen, til blod på jorden.« Men Moses sagde til Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.« Da sagde Herren til ham: »Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!« Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.« Moses vendte tilbage til sin svigerfar Jetro og sagde til ham: »Lad mig nu vende tilbage til mine landsmænd i Egypten og se, om de stadig er i live.« Jetro sagde til Moses: »Gå med fred!« Og Herren sagde til Moses i Midjan: »Vend tilbage til Egypten, for alle de mænd, der stræbte dig efter livet, er døde.« Så tog Moses sin kone og sine sønner, satte dem op på sit æsel og begav sig på vej tilbage til Egypten. Moses havde Guds stav i hånden. Og Herren sagde til Moses: »Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå. Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.« I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!« Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen. Herren sagde til Aron: »Gå Moses i møde ude i ørkenen!« Han gik af sted og mødte ham på Guds bjerg, og han kyssede ham. Moses fortalte Aron om alt det, Herren havde givet ham besked om, og om alle de tegn, han havde pålagt ham. Så tog Moses og Aron af sted. De kaldte alle israelitternes ældste sammen, og Aron fortalte alt det, Herren havde sagt til Moses. Han gjorde tegnene for øjnene af folket, og folket troede på ham. Og da de hørte, at Herren var opmærksom på israelitterne og havde set deres lidelse, bøjede de sig dybt.
Deuteronomy 5:1–33 Danish CLV
Moses kaldte hele Israel til sig og sagde til dem: Hør, Israel, de love og retsregler, som jeg i dag kundgør for jer, lær dem, og følg dem omhyggeligt! Herren vor Gud sluttede en pagt med os ved Horeb. Det var ikke med vore fædre, Herren sluttede denne pagt, men med alle os, som er i live og til stede her i dag. Herren talte til jer på bjerget, inde fra ilden, ansigt til ansigt. – Dengang stod jeg mellem Herren og jer for at forkynde jer Herrens ord, for I var bange for ilden og gik ikke med op på bjerget. – Han sagde: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn. Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig, sådan som Herren din Gud har befalet dig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen. Ær din far og din mor, sådan som Herren din Gud har befalet dig, for at du må få et langt liv, og det må gå dig godt på den jord, Herren din Gud vil give dig. Du må ikke begå drab. Du må ikke bryde et ægteskab. Du må ikke stjæle. Du må ikke vidne falsk mod din næste. Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke eftertragte din næstes hus eller mark, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.« Disse ord talte Herren til hele jeres forsamling på bjerget, inde fra ilden, omgivet af skyer og mulm, med høj røst og uden at føje mere til, og han skrev dem på to stentavler, som han gav mig. Da I hørte røsten inde fra mørket, mens bjerget stod i lys lue, kom alle jeres stammehøvdinge og ældste hen til mig og sagde: »Nu har Herren vor Gud ladet os se sin herlighed og sin storhed, og vi har hørt hans røst inde fra ilden. I dag har vi oplevet, at Gud taler med mennesker, og at de alligevel bevarer livet. Men hvorfor skal vi dø? Denne vældige ild vil jo fortære os! Hvis vi skal høre Herren vor Guds røst endnu en gang, dør vi. For har noget menneske nogen sinde hørt den levende Gud tale inde fra ilden, sådan som vi har, og har bevaret livet? Gå du hen og hør alt, hvad Herren vor Gud vil sige. Alt det, Herren vor Gud taler til dig, skal du tale til os; det vil vi høre og følge.« Da Herren hørte, hvad det var, I sagde til mig, sagde han: »Jeg har hørt, hvad dette folk sagde til dig; de har ret i det hele. Gid de altid må frygte mig i deres hjerte og holde alle mine befalinger, så det må gå dem og deres børn godt i evighed. Gå hen og sig til dem, at de skal gå tilbage til deres telte. Selv skal du blive her hos mig, så vil jeg kundgøre dig alle de befalinger og de love og retsregler, du skal lære dem; dem skal de følge i det land, jeg vil give dem i eje.« Følg dem derfor omhyggeligt, sådan som Herren jeres Gud har befalet jer, uden at vige til højre eller til venstre. I skal vandre ad den vej, Herren jeres Gud har befalet jer, for at I må leve, og det må gå jer godt, og I må få et langt liv i det land, som I skal tage i besiddelse.
Deuteronomy 6:1–18 Danish CLV
Dette er befalingerne, lovene og retsreglerne, som Herren jeres Gud har pålagt mig at lære jer; dem skal I følge i det land, I skal over og erobre, for at du skal frygte Herren din Gud og holde alle hans love og befalinger, som jeg i dag giver dig, du og din søn og din sønnesøn, så længe du lever, så at du må få et langt liv. Så hør dem da, Israel, og følg dem omhyggeligt, for at det må gå dig godt, og I må blive meget talrige, sådan som Herren, dine fædres Gud, har lovet dig, i et land, der flyder med mælk og honning. Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som han lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dig, et land med store og smukke byer, du ikke selv har bygget, med huse, der er fulde af alt godt, du ikke selv har samlet, med udhuggede cisterner, du ikke selv har hugget ud, med vingårde og olivenlunde, du ikke selv har plantet. Når du så har spist dig mæt, skal du tage dig i agt, at du ikke glemmer Herren, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du skal frygte Herren din Gud, ham skal du tjene, og ved hans navn skal du sværge. I må ikke følge andre guder, af den slags folkene rundt om jer dyrker, for Herren din Gud, som bor hos dig, er en lidenskabelig Gud. Pas på, at Herren din Guds vrede ikke flammer op imod dig, så han udrydder dig fra jordens overflade. I må ikke udæske Herren jeres Gud, sådan som I gjorde ved Massa. I skal holde Herren jeres Guds befalinger og de formaninger og love, han har givet dig. Gør, hvad der er ret og godt i Herrens øjne, for at det må gå dig godt, og du må komme ind og tage det herlige land i besiddelse, som Herren har lovet dine fædre.
Deuteronomy 11:13–21 Danish CLV
Hvis I vil lytte til de befalinger, jeg giver jer i dag, og elske Herren jeres Gud og tjene ham af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl, så vil jeg til rette tid give jeres land den regn, det behøver, både efterårsregn og forårsregn, så du kan høste dit korn, din vin og din olie. Jeg vil sørge for græs på dine marker til kvæget, og du skal spise dig mæt. Men tag jer i agt, at I ikke lader jer lokke, så I kommer på afveje og dyrker andre guder og tilbeder dem. For da vil Herrens vrede flamme op mod jer; han vil lukke himlen, så der ikke kommer regn, og jorden ikke giver sin afgrøde, og så bliver I meget snart udryddet fra det herlige land, som Herren vil give jer. Læg jer de ord, jeg her siger, på sinde; I skal binde dem om jeres hånd som et tegn, og de skal sidde på jeres pande som et mærke. Lær jeres sønner dem, fremsig dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte, for at både I og jeres børn må leve længe på den jord, som Herren lovede jeres fædre at give dem, ja, så længe himlen hvælver sig over jorden.
Isaiah 2:1–5 Danish CLV
Det ord om Juda og Jerusalem, som Esajas, Amos’ søn, modtog i et syn. Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys.
Isaiah 40:1–11 Danish CLV
Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud! Gud Herren kommer i styrke, han hersker med sin arm. Hans løn er med ham, hans fortjeneste går foran ham. Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.
Jonah 1 Danish CLV
Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: »Rejs til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab.« Men Jonas ville flygte til Tarshish, bort fra Herren. Han tog ned til Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish. Han betalte, hvad det kostede, og så gik han om bord for at sejle med dem til Tarshish, bort fra Herren. Men Herren sendte en stærk storm over havet, og den blev til en orkan, så skibet var ved at blive slået til vrag. Søfolkene var bange og råbte om hjælp til hver sin gud. De kastede lasten over bord for at lette skibet. Jonas havde lagt sig nederst i skibet og var faldet i en dyb søvn. Kaptajnen kom ned til ham og sagde: »Hvorfor ligger du her og sover? Stå op og råb til din Gud! Så vil han måske huske på os, så vi ikke omkommer.« Folkene sagde til hinanden: »Lad os kaste lod og finde ud af, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os.« De kastede lod, og da loddet faldt på Jonas, sagde de til ham: »Fortæl os dog, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os. Hvad laver du her, og hvor kommer du fra? Hvilket land og folk hører du til?« Han svarede: »Jeg er hebræer, og jeg frygter Herren, himlens Gud, som har skabt havet og det tørre land.« Da blev mændene grebet af stor frygt og sagde til ham: »Hvad er det, du har gjort?« De vidste, at han var på flugt fra Herren, for det havde han fortalt dem. »Hvad skal vi gøre ved dig, så vi kan få havet til at falde til ro?« spurgte de, for havet blev mere og mere oprørt. Han svarede: »Tag mig og kast mig i havet, så får I det til at falde til ro. Jeg ved godt, at det er min skyld, at denne orkan er kommet over jer.« Mændene prøvede nu at ro ind til land, men de kunne ikke, for havet blev mere og mere oprørt. Så råbte de til Herren: »Ak, Herre, lad os ikke omkomme for denne mands død! Bring ikke uskyldigt blod over os! Du, Herre, har handlet efter din vilje.« Så tog de Jonas og kastede ham i havet, og havet holdt op med at rase. Da blev mændene grebet af stor frygt for Herren. De bragte slagtofre og aflagde løfter til Herren.
Jonah 3–4 Danish CLV
Derefter kom Herrens ord for anden gang til Jonas: »Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.« Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: »Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!« Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kappe af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han udråbe i Nineve: »Befaling fra kongen og hans stormænd: Hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med at øve vold. Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.« Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med. Da blev Jonas meget forbitret og vred. Han bad til Herren: »Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken. Herre, tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.« Herren sagde: »Har du ret til at være vred?« Så gik Jonas ud af byen og slog sig ned øst for den. Han lavede sig en hytte og satte sig dér i skyggen for at se, hvad der skete med byen. Gud Herren befalede så en olieplante at skyde op over Jonas, så den kunne skygge for hans hoved og befri ham for hans mismod, og Jonas glædede sig meget over olieplanten. Men da det blev lyst næste morgen, befalede Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visnede. Og da solen stod op, befalede Gud en gloende østenvind at komme, og solen stak Jonas i hovedet, så han var ved at besvime. Han bad om at måtte dø og sagde: »Jeg vil hellere dø end leve.« Da sagde Gud til Jonas: »Har du ret til at være vred over olieplanten?« Han svarede: »Jeg har ret til at være dødeligt vred.« Da sagde Herren: »Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?«
Psalm 2 Danish CLV
Hvorfor er folkeslagene i oprør? Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes? Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: »Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.« Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem. Så taler han til dem i sin vrede og forfærder dem ved sin harme: »Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!« Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt: Han sagde til mig: »Du er min søn, jeg har født dig i dag. På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod. Du skal knuse dem med et jernscepter, sønderslå dem som pottemagerens kar.« I konger, vær nu kloge, tag imod råd, I jordens dommere: Tjen Herren i frygt! Kys hans fødder i rædsel! Ellers bliver han vred, og I går til grunde; for hans vrede blusser hurtigt op. Lykkelig hver den, der søger tilflugt hos ham.
Psalm 6 Danish CLV
For korlederen. Til strengespil. Al-ha-sheminit. Salme af David. Herre, straf mig ikke i din vrede, og tugt mig ikke i din harme! Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop sygner hen, og min sjæl er grebet af rædsel. Herre, hvor længe endnu? Vend tilbage, Herre, red mit liv, frels mig i din godhed! Ingen påkalder dig i døden, hvem takker dig i dødsriget? Mine suk udmatter mig, hver nat væder gråden mit leje, min seng er våd af mine tårer. Mit øje er sløret af sorg, det er udslukt, for mine fjender er mange. Bort fra mig, alle I, der volder ondt! Herren har hørt min gråd, Herren hørte, da jeg bønfaldt ham, Herren tager imod min bøn. Alle mine fjender beskæmmes og gribes af rædsel, i et nu drives de tilbage med skam.
Psalm 8 Danish CLV
For korlederen. Al-ha-gittit. Salme af David. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!
Psalm 13 Danish CLV
For korlederen. Salme af David. Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte? Hvor længe skal min fjende triumfere over mig? Se mig, svar mig, Herre min Gud! Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden, og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,« og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler. Men jeg stoler på din trofasthed, mit hjerte skal juble over din frelse. Jeg vil synge for Herren, for han har handlet vel imod mig.
Psalm 25 Danish CLV
Af David. Jeg længes efter dig, Herre, jeg stoler på dig, min Gud. Lad mig ikke blive til skamme, lad ikke mine fjender frydes over mig. Ingen, der håber på dig, bliver til skamme, men det bliver de, der er troløse til ingen nytte. Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier! Vejled mig i din sandhed og belær mig, for du er min frelses Gud, til dig sætter jeg altid mit håb. Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed, som har været til fra evighed. Glem min ungdoms synder og overtrædelser, husk mig i din trofasthed, fordi du er god, Herre. Herren er god og retskaffen, derfor belærer han syndere om vejen. De ydmyge vejleder han i retfærdighed, han lærer ydmyge sin vej. Herrens stier er altid godhed og troskab for dem, der holder hans pagt og hans lov. For dit navns skyld, Herre, skal du tilgive min synd, for den er stor. Den mand, der frygter Herren, ham belærer han om den vej, han skal vælge. Han selv skal leve i lykke, og hans afkom skal få landet i arv og eje. De, der frygter Herren, har fællesskab med ham, gennem sin pagt vejleder han dem. Mine øjne er altid rettet mod Herren, for han befrier min fod fra nettet. Vend dig til mig, og vær mig nådig, for jeg er ene og hjælpeløs. Gør mit hjerte fri af angsten, og før mig ud af mine trængsler! Se min nød og elendighed, og tilgiv alle mine synder! Se, hvor mange fjender jeg har, de nærer et voldsomt had til mig. Bevar mit liv og red mig, lad mig ikke blive til skamme, for jeg søger tilflugt hos dig. Uskyld og retskaffenhed skal beskytte mig, for jeg sætter mit håb til dig. Gud, udfri Israel af alle dets trængsler!
Psalm 98 Danish CLV
En salme. Syng en ny sang for Herren, for han har udført undere; hans højre hånd og hellige arm har skaffet ham sejr. Herren har kundgjort sin frelse, for folkenes øjne har han åbenbaret sin retfærdighed. Han har husket på sin godhed og sin trofasthed mod Israels hus. Hele den vide jord har set vor Guds frelse. Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden, bryd ud i jubel og lovsang! Lovsyng Herren til citer, til citer og klingende spil, til trompeter og hornets klang, bryd ud i fryderåb for kongen, Herren! Havet med alt, hvad det rummer, skal larme, jorden og de, der bor på den. Strømmene skal klappe i hænderne, alle bjerge skal juble for Herren; for han kommer for at holde dom over jorden. Han holder dom over verden med retfærdighed og over folkene med retskaffenhed.
Psalm 121 Danish CLV
Valfartssang. Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. Han lader ikke din fod vakle, han, som bevarer dig, falder ikke i søvn. Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke. Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side. Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten. Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.
Psalm 136 Danish CLV
Halleluja. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid. Tak gudernes Gud, hans trofasthed varer til evig tid. Tak herrernes Herre, hans trofasthed varer til evig tid. Han, som alene gør store undere, hans trofasthed varer til evig tid. Han skabte himlen med forstandighed, hans trofasthed varer til evig tid. Han bredte jorden ud på vandet, hans trofasthed varer til evig tid. Han skabte de store lys, hans trofasthed varer til evig tid, solen til at herske om dagen, hans trofasthed varer til evig tid, månen og stjernerne til at herske om natten, hans trofasthed varer til evig tid. Han slog egypternes førstefødte ihjel, hans trofasthed varer til evig tid, og førte Israel bort fra dem, hans trofasthed varer til evig tid, med stærk hånd og løftet arm, hans trofasthed varer til evig tid. Han kløvede Sivhavet, hans trofasthed varer til evig tid, og førte Israel igennem det, hans trofasthed varer til evig tid; men Farao og hans hær styrtede han i Sivhavet, hans trofasthed varer til evig tid. Han ledte sit folk gennem ørkenen, hans trofasthed varer til evig tid. Han slog store konger, hans trofasthed varer til evig tid, og dræbte mægtige konger, hans trofasthed varer til evig tid, amoritterkongen Sihon, hans trofasthed varer til evig tid, og Bashans kong Og, hans trofasthed varer til evig tid. Han gav deres land i eje, hans trofasthed varer til evig tid, i eje til Israel, hans tjener, hans trofasthed varer til evig tid. Han huskede os i vor fornedrelse, hans trofasthed varer til evig tid, og rev os løs fra vore fjender, hans trofasthed varer til evig tid. Han giver føde til alt levende, hans trofasthed varer til evig tid. Tak himlens Gud, hans trofasthed varer til evig tid.
Job 1 Danish CLV
Der boede en mand i landet Us; han hed Job. Han var en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt. Han fik syv sønner og tre døtre. Han ejede syv tusind får og tre tusind kameler, fem hundrede spand okser og fem hundrede æselhopper og en mængde trælle. Han var den mest velstående mand blandt alle Østens folk. Hans sønner holdt gilde hos hinanden efter tur. De indbød også deres tre søstre til at spise og drikke sammen med sig. Når gildedagene var forbi, sendte Job bud efter dem og helligede dem; tidligt næste morgen bragte han brændofre, ét for hver af dem, for han tænkte: »Mine sønner kunne jo have syndet og forbandet Gud i deres hjerte.« Sådan gjorde Job hver gang. En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan. Herren spurgte Satan: »Hvor kommer du fra?« Satan svarede: »Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs.« Herren spurgte ham: »Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt.« Satan svarede: »Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet. Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!« Da sagde Herren til Satan: »Nu får du magten over alt det, han ejer; men ham selv må du ikke række hånden ud imod.« Så forlod Satan Herren. En dag sad Jobs sønner og døtre og spiste og drak vin hjemme hos den ældste bror. Da kom der en mand til Job og meldte: »Bedst som okserne gik for ploven og æslerne græssede ved siden af, faldt nogle sabæere over dem og stjal dyrene, og karlene huggede de ned med sværd. Kun jeg slap væk, så jeg kan fortælle dig det.« Mens han fortalte det, kom der en anden og sagde: »En Guds ild faldt ned fra himlen og fortærede fårene og karlene. Kun jeg slap væk, så jeg kan fortælle dig det.« Mens han fortalte det, kom der en anden og sagde: »Der kom nogle kaldæere i tre flokke; de overfaldt kamelerne og stjal dem, og karlene huggede de ned med sværd. Kun jeg slap væk, så jeg kan fortælle dig det.« Mens han fortalte det, kom der en anden og sagde: »Dine sønner og døtre sad og spiste og drak vin hjemme hos deres ældste bror, da der kom en voldsom storm ude fra ørkenen. Den slog mod husets fire hjørner, så det faldt sammen over de unge mennesker, og de døde. Kun jeg slap væk, så jeg kan fortælle dig det.« Da stod Job op, flængede sin kappe og klippede sig skaldet. Så kastede han sig til jorden fyldt med ærefrygt og sagde: »Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.« Trods alt dette syndede Job ikke; og han bebrejdede ikke Gud noget.
Job 2:1–13 Danish CLV
En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem kom også Satan og trådte frem for Herren. Herren spurgte Satan: »Hvor kommer du fra?« Satan svarede: »Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs.« Herren spurgte ham: »Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt. Han holder stadig fast ved sin retsindighed; uden grund fik du mig overtalt til at ødelægge ham.« Satan svarede: »Hud for hud! En mand vil give alt, hvad han ejer, for sit liv. Men ræk din hånd ud og rør ved hans kød og knogler. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!« Da sagde Herren til Satan: »Nu får du magten over ham; men skån hans liv!« Så forlod Satan Herren. Satan ramte Job med ondartede bylder fra isse til fod. Job satte sig i askedyngen, og han tog et potteskår og skrabede sig med det. Hans kone sagde til ham: »Holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!« Men han sagde til hende: »Du taler som en kvinde uden forstand! Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde.« Trods alt dette kom der ikke et syndigt ord over Jobs læber. Da tre af Jobs venner hørte om al den ulykke, der havde ramt ham, kom de fra hver sit sted, Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Sofar fra Na’ama; de mødtes og gik hen for at vise deres medfølelse og trøste ham. Men da de et stykke borte fik øje på ham, kunne de ikke kende ham; de brast i gråd, flængede deres kapper og kastede støv på hovedet. Så sad de syv dage og syv nætter på jorden hos ham. De sagde ikke noget til ham, for de så, hvor store hans lidelser var.
Job 42:1–6 Danish CLV
Job svarede Herren: Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig. Hvem er det, der uden kundskab tilslører det, du har bestemt? Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked. Jeg sagde: »Hør, jeg vil tale, jeg vil spørge dig, og du skal give mig svar.« Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne; derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske.
Exodus 6:2–8:11 Danish CLV
Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana’an, det land hvor de boede som fremmede. Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt. Sig derfor til israelitterne: Jeg er Herren! Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten og befri jer fra trældommen. Jeg vil udfri jer med løftet arm og under hårde straffedomme. Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten. Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!« Sådan talte Moses til israelitterne. Men de ville ikke høre på Moses, fordi de havde mistet modet under det hårde arbejde. Da sagde Herren til Moses: »Gå hen og sig til Egyptens konge Farao, at han skal lade israelitterne gå ud af landet.« Men Moses sagde for Herrens ansigt: »Israelitterne vil ikke høre på mig! Hvorfor skulle Farao så høre på mig, når jeg er uomskåret på læberne?« Herren gav Moses og Aron besked om at gå til israelitterne og til egypterkongen Farao, for at israelitterne kunne blive ført ud af Egypten. Dette er overhovederne for deres fædrenehuse: Israels førstefødte søn Rubens sønner var: Enok, Pallu, Hesron og Karmi. Det var Rubens slægter. Simeons sønner var: Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul; han var søn af en kana’anæisk kvinde. Det var Simeons slægter. Dette er navnene på Levis sønner ifølge deres slægtsbøger: Gershon, Kehat og Merari. Levi levede 137 år. Gershons sønner var: Libni og Shim’i slægt for slægt. Kehats sønner var: Amram, Jis’har, Hebron og Uzziel. Kehat levede 133 år. Meraris sønner var: Makli og Mushi. Det var levitternes slægter ifølge deres slægtsbøger. Amram giftede sig med sin faster Jokebed. Hun fødte ham Aron og Moses. Amram levede 137 år. Jis’hars sønner var: Kora, Nefeg og Zikri. Uzziels sønner var: Mishael, Elsafan og Sitri. Aron giftede sig med Elisheba, der var datter af Amminadab og søster til Nakshon. Hun fødte ham Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. Koras sønner var: Assir, Elkana og Abiasaf. Det var koraitternes slægter. Arons søn Eleazar giftede sig med en af Putiels døtre. Hun fødte ham Pinehas. Det var overhovederne for levitternes fædrenehuse slægt for slægt. Det var til Aron og Moses, Herren sagde: »Før israelitterne ud af Egypten i deres hærskarer!« Det var dem, der skulle tale til egypterkongen Farao, for at israelitterne kunne blive ført ud af Egypten; det var Moses og Aron. Den dag Herren talte til Moses i Egypten, sagde han til ham: »Jeg er Herren! Alt det, jeg taler til dig, skal du tale til Farao, Egyptens konge.« Moses sagde for Herrens ansigt: »Jeg er uomskåret på læberne, så hvorfor skulle Farao høre på mig?« Da sagde Herren til Moses: »Se, jeg gør dig til gud for Farao, og Aron, din bror, skal være din profet. Alt det, jeg befaler dig, skal du sige, og din bror Aron skal tale til Farao, så han lader israelitterne gå ud af sit land. Men jeg vil gøre Faraos hjerte hårdt, og jeg vil gøre mange tegn og undere i Egypten. Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg lægge min hånd på Egypten og føre mine hærskarer, mit folk israelitterne, ud af Egypten under svære straffedomme. Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg løfter min hånd imod Egypten og fører israelitterne bort fra dem.« Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet dem. Moses var firs år, og Aron var treogfirs, da de talte til Farao. Herren sagde til Moses og Aron: »Når Farao siger til jer, at I skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange.« Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, sådan som Herren havde befalet; Aron kastede sin stav foran Farao og hans hoffolk, og den blev til en slange. Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave. Alligevel gjorde Farao sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt. Herren sagde til Moses: »Farao er forhærdet og nægter at lade folket gå. I morgen tidlig skal du gå til Farao, når han går ned til floden, og så skal du stille dig foran ham på Nilens bred. Staven, som blev forvandlet til en slange, skal du tage med dig. Du skal sige til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med en besked: ›Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen.‹ Endnu har du ikke villet høre. Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod. Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.« Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal tage sin stav og række sin hånd ud over vandet i Egypten, over flodløbene, deres kanaler og deres sumpe, over alle steder, hvor der har samlet sig vand; så skal det blive til blod. Der skal være blod overalt i Egypten, om det så er i trækar eller stenkar.« Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet. Han løftede staven og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans hoffolk, og alt vand i Nilen forvandledes til blod. Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Der var blod overalt i Egypten. Men egypternes mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster. Farao gjorde sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt. Farao vendte sig om og gik hjem. Heller ikke det ænsede han. Alle egypterne gravede efter drikkevand i omegnen af Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Det varede syv dage, efter at Herren havde slået på Nilen. Herren sagde til Moses: »Gå til Farao og sig: Dette siger Herren: Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig. Hvis du nægter at lade dem gå, slår jeg hele dit land med frøer. Nilen skal vrimle med frøer; de skal kravle op og komme ind i dit hus og i dit sovekammer og op i din seng og ind i dine hoffolks huse og til dit folk, ja, ind i dine bageovne og dine dejtrug. Frøerne skal kravle rundt på dig og dit folk og alle dine hoffolk.« Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal række sin hånd med staven ud over flodløbene, kanalerne og sumpene og få frøerne til at kravle ud over hele Egypten.« Aron rakte sin hånd ud over vandet i Egypten, så frøerne kravlede op og dækkede Egypten. Men mirakelmagerne gjorde det samme med deres hemmelige kunster og fik frøerne til at kravle ud over hele Egypten. Da tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: »Gå i forbøn hos Herren om, at han skal fjerne frøerne fra mig og mit folk. Så vil jeg lade folket gå, så de kan ofre til Herren.« Moses sagde til Farao: »Sig mig nådigst, hvornår jeg skal gå i forbøn for dig og dine hoffolk og dit folk, så frøerne bliver ryddet væk fra dig og dine huse, og der kun er nogle tilbage i Nilen.« »I morgen,« svarede han, og Moses sagde: »Som du befaler! Du skal komme til at forstå, at der ikke er nogen som Herren vores Gud. Frøerne skal forsvinde fra dig og dine huse, dine hoffolk og dit folk. Kun i Nilen bliver der nogle tilbage.« Så forlod Moses og Aron Farao. Moses råbte til Herren om frøerne, som han havde skaffet Farao på halsen, og Herren gjorde, som Moses bad; frøerne døde i husene, på gårdspladserne og på markerne. Man skovlede dem sammen i dynger, så landet kom til at stinke. Men da Farao så, at det var til at ånde igen, forhærdede han sig og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.
Related Media
Related Sermons