Sermon Tone Analysis
Overall tone of the sermon
This automated analysis scores the text on the likely presence of emotional, language, and social tones. There are no right or wrong scores; this is just an indication of tones readers or listeners may pick up from the text.
A score of 0.5 or higher indicates the tone is likely present.
Emotion Tone
Anger
0.1UNLIKELY
Disgust
0.12UNLIKELY
Fear
0.1UNLIKELY
Joy
0.19UNLIKELY
Sadness
0.16UNLIKELY
Language Tone
Analytical
0UNLIKELY
Confident
0UNLIKELY
Tentative
0UNLIKELY
Social Tone
Openness
0.06UNLIKELY
Conscientiousness
0.12UNLIKELY
Extraversion
0.4UNLIKELY
Agreeableness
0.59LIKELY
Emotional Range
0.07UNLIKELY
Tone of specific sentences
Tones
Emotion
Language
Social Tendencies
Anger
< .5
.5 - .6
.6 - .7
.7 - .8
.8 - .9
> .9
Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud!
En prædiken over Nahums bog kap.
1-2,1
Det er arbejdstitlen på dagens prædiken
Wow… Jeg troede at Gud var kærlighed!?
Og der troede du ret!
Men Gud er mere end kærlighed.
Gud er OGSÅ en lidenskabelig og hævnende Gud.
Jeg sad sammen med Louise den ene aften i starten af ugen, og så blev vi enige om, at vi ville læse et stykke fra Bibelen sammen.
Til tider, har vi fulgt en andagtsbog, eller haft en plan for, hvad vi ville læse sammen.
Men lige for tiden, har vi ikke.
Og derfor lavede jeg det ældgamle trick.
Gud hvad vil du sige til os? Og så åbnede jeg Biblen tilfældigt (don’t do this at home....)
Jeg slog altså helt tilfældigt op på en tekst, der handlede om, at Gud er en hævnende Gud.
Så tænkte jeg “Arh.
Vi hygger os lige så fint, og vil så gerne have en opmuntring.
Jeg prøver lige igen”.
Og så slog jeg altså op på Nahums bog og måtte så overgive mig.
Herfra var ruten lagt.
Jeg vidste at jeg skulle prædike over Nahums bog.
Og egentlig var jeg rimeligt fortrøstningsfuld.
Vi havde lige overstået en god weekend med lovsang.
Jeg havde en løst til at dele evangeliet i alle dets aspekter.
Life was good.
Eller...
Sådan sagde mine følelser lige i øjeblikket.
Men der gik ikke mere end en dags tid, så stod jeg pludselig i syndige tanker og handlinger (hvordan og hvorledes vil jeg ikke trætte jer med her).
Pludselig var min egen-forståede hellighed på deroute.
Mere om det senere...
Hvorfor prædike over Nahums bog?
Det enkle svar er: Fordi det er en bog i Biblen.
Fordi vi lærer om Gud i hans mange facetter.
Vi har brug for alle bøgerne i Biblen.
Vi har brug for alle aspekter af Guds væsen!
Og lad os så komme til selve teksten:
Vi ved ikke meget om Nahum.
Der står skrevet at han var en elkoshit.
Altså én der kom fra Elkosh.
Hvor ligger det?
Tja, vi ved det ikke rigtigt, men måske det bedste bud er Capernaum (Nahums by).
Under alle omstændigheder får det ikke den store betydning for teksten.
Vers 1 i kapitel 1 fortæller os, at det er et profetudsagn, der gives mod Nineveh - hovestaden i Assyrien.
Denne enorme by kender vi nok bedst fra Jonas bog.
Hvor de ender med at omvende sig, og på den måde modtage Guds nåde.
Men nu nogle få hundrede år efter, er byen vendt tilbage til sine gamle skikke.
Hunden er vendt tilbage til sit bræk, som det malerisk bliver beskrevet i ordsprogenes bog.
Der er blevet udtænkt onde planer.
Og de tilbeder falske guder.
Udskårne og støbte gudebilleder.
Men Gud vil ikke lade den fjendtlige konges navn leve videre.
Graven er beredt for byen og dermed dens borgere er forbandet.
Og her er det vigtigt at holde tungen lige i munden.
For hebraisk kan give os nogle oplysninger, som vi ikke så nemt kan oversætte fornuftigt.
Derfor er vers 11-14 umulige at forstå, hvis det ikke lige var fordi, oversætterne har givet os en nøgle.
I vers 11-13 er dig og dine skrevet i hunkøn - og beskriver dermed Jerusalem mens de i vers 12 er fjenderne.
I vers 14 er dig/dit/din/du skrevet i hankøn brugt om den fjendtlige Assyriske konge.
Som så ofte i Biblen har vi flere lag.
Helt bogstaveligt handler det her om Nineves undergang.
Et historisk punkt, som vi i dag kun kan finde ruinerne fra og da byen var placeret ved Tigris-floden tæt ved Mosul.
Må det være meget begrænset, hvad der kan ses.
Samtidig er det her også forudsigelsen af en anden fjendtlig konges endeligt i en kamp, som Gud på nuværende tidspunkt har vundet og som ved tidernes ende (og Gud lad det blive snart) vil afslutte endeligt.
Satans navn skal ikke leve videre!
og det åg, der er lagt på mig skal sprænges.
Kære Jesus, jeg glemmer det så let!
Pludselig forstår vi nødvendigheden af en hævnende Gud.
Al den synd og ødelæggelse som er i mig.
Al den modbydelighed som Satan har påført denne verden.
Alt det oprør, nød, elendighed, sygdom og død.
Det skal hævnes!
Det skal slettes!
Hans navn skal ikke lyde mere!
For Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud.
Ps.
Der hvor det så bliver rigtig svært, er når vi begynder at se indad.
Når vi ser på al den ondskab vi selv indeholder og forstår hvor meget vi fortjener Guds vrede.
Og kære venner.
Selvom Gud er sen til vrede, som vi har hørt så er Han stor i kraft og vores synd har vakt hans vrede!
Hvis bjergene ryster, hvor meget mere skal vi så ikke frygte?
“Hvem kan holde stand mod hans harme, hvem kan bestå mod hans glødende vrede?”
Bliver der retorisk spurgt.
Og her er svaret “INGEN”
Ingen kan stå imod ham.
Ingen kan klare sig.
Vi er fordømte og fortabte mod Ham.
Gud ske tak og lov at teksten ikke slutter her.
“HERREN ER GOD”
“Et værn på nødens dag; han tager sig af dem, der søger tilflugt hos ham”
Og hvordan kan det så lade sig gøre?
Hvordan kan jeg søge tilflugt hos Gud, når mit syndige kød strider imod ham?
Det kan jeg heller ikke!
I mig selv må jeg give fortabt.
I rædsel har jeg lyst til at flygte.
Kun på grund af Kristus.
Kun på grund af den nåde jeg ved, at Han har vist mig, tør jeg se Gud ansigt til ansigt.
Tør jeg flygte til Ham i min smerte, selvom jeg stadig ryster af ærefrygt.
For min samvittighed er sort og jeg ved at Gud ønsker det anderledes.
Jeg ved at:
2. tim.
2:19
Når jeg har påkaldt hans navn må jeg altså ikke fortsætte ad den samme gamle vej.
Jeg må omvende mig.
Desværre er jeg nødt til at gøre det igen og igen og igen.
< .5
.5 - .6
.6 - .7
.7 - .8
.8 - .9
> .9